Tiden kommer - men hvor går den hen?

Så er tv-middagen indenfor vesten, og der er dømt afslapning i sofaen, mens Christians trompet øver C-dur skala i det fjerne.
Dagens udfordring har været terassedør og vindue - i Christians værelse. Målet er stadig, at hans værelse skal være færdigt til 11-års fødselsdagen den 16. maj (Hallo! 11 år! Det var altså kun i går, at jeg fik ham overrakt i en uge, den lille krøllede fyr!).
Projektet gik ikke helt som håbet - et eller andet sted mellem Jennies og svigerfars kyndige opmåling og bestillingen til fabrikken er døren krøbet! - så der mangler liiige 3,5 cm for at dør og vindue når samme højde. På trods af Hennings og undertegnedes kompetencer blev det lille søndagsprojekt til 4 timers kamp, og tanken om at tage til aftengudstjeneste forsvandt med energien. Men nu er den på plads - så inddækningen kommer på i morgen, Ikea kalder på tirsdag - og onsdag er der nok endnu et lille projekt....

Og det er egentlig det med tiden, mine tanker kredser om lige i øjeblikket. Lige nu har jeg faktisk tid til familien, tid til at tænke, tid til at få arbejdet på 'projekt hus'. Og det er rigtigt længe siden, jeg har prøvet det! Jeg har altid været viklet ind i alle mulige udvalg, projekter, opgaver - de sidste par år har det været meget centreret om at holde ud og holde ved i menigheden i Frederikshavn, mens vi ventede på en fast præst igen. Og jeg kan først nu mærke, hvad det har gjort ved min energi.

Så er det helt mærkeligt, at der nu kan holdes menighedsrådsmøder uden mig, at klaveret faktisk spiller, uden at jeg sidder bag det, og at kirkebladet udkommer, uden at jeg har skrevet et bogstav i det. Jeg er på sin vis blevet tvunget til en pause. Min arbejdsgiver har nemlig ønsket, at jeg skulle opgradere min uddannelse fra 'kun' at være klubpædagog til at blive professionsbachelor - altså 'rigtig' pædagog med seminarie-papirer og det hele. Det har jeg faktisk ønsket mig rigtigt længe - men har ikke kunnet se, hvor tiden skulle komme fra. Og derfor sætter jeg nok større pris på tiden nu, end jeg har gjort tidligere.
Så for fremtiden vil jeg sætte mig som mål at vælge omhyggeligt, hvad min tid skal gå til - i samråd med Vorherre og fruen. Supermands-kappen er lagt i skuffen, for jeg kan ikke det hele.

Og så er det, at jeg kan høre Mogens Bjerno (min tidligere præst, som konfirmerede mig), da han til min konfirmation sagde: "Hvad du gør - gør det helt; ikke stykkevis og delt." Nu begynder den at dæmre - tak Mogens.

Stik verden en seng

Når man har sovet umageligt på en skumgummi-madras i 5 måneder, er der nogle ting, der ophøjes fra at være dagligdags ting til at være ganske fantastiske!
Tag nu for eksempel - min seng! Den blev pakket væk, da vi pakkede sammen i Strandby den 11. oktober - og først i går kom den frem igen, dog kun med en midlertidig placering i sønnens værelse, som nu (næsten!) er klart til tapetsering.
Og her gik jeg og troede, at jeg sagtens kan sove på en sten, og at det ikke betyder noget, hvor jeg sover henne! HA!
For i morges, da jeg stod op, skinnede solen bare lige en kende mere, kaffen smagte bare lige lidt bedre og lillemor så bare lige lidt kønnere ud (med morgenhår og det hele!) - og alt det, bare fordi jeg var kommet i min egen seng igen!

Og så er det, verdensrevolutionen må bryde ud. For tænk nu, hvis de kinesiske magthavere fik en bedre seng at sove i - mon de så ville være lidt venligere og tage lidt mere hensyn til menneskerettighederne? Eller hvad med Bush - mon han ville overveje at skrue lidt ned for retorikken og sende knap så mange unge mennesker afsted til krig? Eller - og det er jo næsten det, der kunne være det bedste - tænk hvis Pia Kjærsgaard fik en ordentlig seng at sove i? Så kunne det være, hun fandt ud af, at hun meget hellere ville være forstkandidat.

Stik verden en seng...

Dagens opgave: Skriv en prædiken og installér en støvsuger.

Ganske enkelt og ligetil - bortset fra, at det med at installere støvsugeren (vi har tilladt os den luksus at købe en centralstøvstuger, når vi nu alligevel er ved at vælte huset) indtil nu har givet mig den flotteste skade henover højre øjenbryn og en dejlig hovedpine. Håber det går bedre med prædikenen! :-)

Vi er stadig langt fra at være på plads i det nye hus, selvom vi nu har boet her i 5 måneder. Indrømmet, der har også været lidt at lave - såsom at køre 21 kubikmeter sand og beton væk, banke 55 kvadratmeter gulv op og støbe igen - nu med varmeslange - og flå en 400 kvadratmeter halvfjerdser-panel af væggen. Men lige nu går det bare for langsomt - selvom vi er i gang næsten hele tiden. Ingen af rummene er færdige - bortset fra dem, vi ikke er begyndt på. Og planen om at tage et rum af gangen skred ligesom allerede, da VVS-manden begyndte at installere radiatorer. Hrmf!

Christians værelse er nok det, der er tættest på. Her er Jennie i gang med at spartle, og der mangler stort set kun at blive skiftet vindue og døre, samt lavet en lappeløsning på gulv og loft. Det har vi heldigvis stumperne til, og satser på, at når han er afsted med skolen i næste weekend, kan vi gøre det så klart, at vi kan erklære det for familiens soveværelse - så kan vi nemlig også komme til at sove i seng sammen igen! Jen har sovet på sofaen den sidste måneds tid - hendes krop opgav skumgummimadrassen på gulvet, og hellere hende i sofaen end at hun går rundt og er grumpy, fordi hun har ondt....

Det er lige gået op for mig, at det her er en af mine utallige afledningsmanøvrer i forbindelse med at skrive prædiken - nu starter jeg Word!