søndag den 22. februar 2009

Historiens vingesus

Jeg har været til en historisk begivenhed i dag. Jeg har været til bispe-vielse, og det er stort. 

Det er nemlig intet mindre end en dansk biskop i Metodistkirken, noget som ikke er sket siden Anton Bast lavede en Stein Bagger og blev frataget embedet i 1927. Sådan går det ikke med Christian Alsted, som i en alder af 48 år kan kalde sig biskop for de nordiske lande og Baltikum. 


Da jeg hilste på Christian efter gudstjenesten, kunne man godt se på ham, at nu var alvoren gået op for ham. Det er en stor opgave, han er kaldet til, og en udfordring ud over det sædvanlige. 

Lad os huske Christian i vores forbøn - og glæde os over, at vi er sikre på at kunne forstå biskoppen 100% til årskonferencerne de næste år. Tillykke med valget, Christian - og Guds velsignelse!

onsdag den 4. februar 2009


- Danskerne må tænke mere over, hvordan de bruger deres penge. Sådan siger Rashid Ronald efter at have besøgt en dyrehandel og et hundehotel, hvor hundens måltid koster mere end det, en familie på fem skal leve for i hans hjemland. Og ærligt talt blev jeg pinligt berørt, da jeg så programmet. Mest fordi han har ret. For hvad er det nu lige vi bruger pengene til? Eller rettere: hvordan kan jeg med god samvittighed sidde her og overveje, om vi om skal have en ny bærbar, eller hvorfor har vi prioriteret at få en centralstøvsuger, når mennesker sulter og lider? Det kan jeg ikke. Urgh!

mandag den 5. januar 2009

Når lyset bryder frem...


Et hurtigt billede, taget ud af vinduet på bilen, kan ikke yde Østkystvejen retfærdighed. Men billedet skal med alligevel - dels fordi jeg har en af de smukkeste veje til og fra arbejde, dels fordi jeg i dag oplevede at der var lyst både på vej til og på vej fra arbejde. Venner, der er håb forude!

mandag den 22. december 2008

Ah - et køkken...


Jeg glæder mig i denne tid... for vores køkken er næsten færdigt. Når jeg skriver næsten, er det på grund af de der kære lister. Men alt det grundlæggende fungerer. Og hold da op, hvor det er lækkert at have et køkken, som vi alle kan være i. At jeg skulle nyde at lave mad... Hm. Men ellers trænger vi bare til ferie. Jennie arbejder meget, jeg alt for meget, studie ved siden af og kobberbryllup i januar... Godt der kommer en 'rolig' tid med praktik!

torsdag den 4. september 2008

Studieklar - eller hvad

Hu hej hvor det går!
Jeg er kommet hjem fra den første samling på seminariet - nå nej, det hedder det ikke, det hedder VIA University College MidtVest - Pædagoguddannelsen, Viborg (men jeg kalder det seminariet - det fylder heller ikke så meget!)

Og for søren da, nu blev det lige pludselig til et travlt efterår! (hvis ikke det var det i forvejen - med ombygning osv.osv.) 7 opgaver, der skal tygges og besvares inden næste samling først i oktober - nej, nej, vi har ikke travlt, det er jo kun... knap 2 opgaver om ugen! Var der nogen, der sagde fuldtidsstudie? Godt at det kun er det første år, der er så meget fart på - efter sommerferien bliver jeg rigtig deltidsstuderende - så kan det også være, jeg ser min familie igen...

Men bortset fra det bliver det rigtigt spændende at komme i gang med drømmestudiet - jeg har ønsket at blive "opgraderet" nærmest lige siden jeg kom hjem fra klubuddannelsen - det er så først nu, at der er tid og mulighed for det. Det bliver godt at få noget teori på praksis - og ikke mindst når jeg får fingre i det eksamensbevis...

Hov hov - rolig nu - der kom jeg vist lige 3 år frem i tiden! Tilbage til opgaverne!

torsdag den 5. juni 2008

En dasedag


Grundlovsdag, morgenmad næsten på sengen og ren afslapning med kun en lille arbejdsopgave i dag - det var lige sådan en dag, jeg trængte til efter 14 hektiske dage! Der har været fuld knald på arbejdet - i sidste uge nåede jeg i løbet af mandag og tirsdag at være 25 timer i fritteren fra kl. 8 mandag til kl. 19 tirsdag - og så fortsatte det eller bare derudaf. Pyh! Så der var brug for opladning og afslapning. Det sjove er bare, at det kan kroppen næsten ikke finde ud af efter en periode med fuld fart. Jeg har været underlig rastløs hele dagen, som om jeg skulle noget andet, som om jeg næsten ikke kunne være i nuet, men bare skulle være på vej. Så meget for at være arbejdsom. Heldigvis kan jeg fortsatte lidt endnu med at holde farten nede - det er nemlig også fridag i morgen med personalefest og hygge. Jeg glæder mig for en gangs skyld til at komme afsted, for det er nogle herlige og sjove mennesker, jeg arbejder sammen med, og vi svinger bare sammen, uden at det går ud over at være professionelle og selvkritiske. Skønt!

torsdag den 22. maj 2008

Første rum færdigt.


Så kom vi endelig dertil, hvor første rum kan meldes indflytningsklart. I går blev skrivebordet samlet af Jennie og Christian, og i dag kom gardinerne op, så nu kører det. Der mangler dog lister - men de kommer, når vi har sendt svigermor og svigerfar hjem igen. Det næste rum bliver badeværelset. Her er flisevæggene næsten klar, og weekenden bliver dedikeret til gulv - bryllup eller ikke bryllup. Badekarret er ganske vidst på springtur med fragtmanden, men det forventes at lande i dag eller i morgen... Nej hvor det er dejligt at noget bliver færdigt!